Sivert Hansen

  Generelle notater:

Fra Ole Munk Aalborg er modtaget følgende noter:

I 1637 Udnævnt til Skovridder på samme betingelser som faderen. Han fæstede halvdelen af en gård i Them, den anden halvdel fæstedes af præsten. Efter svenskekrigen var præstens part øde, og Sivert fæstede da også den og havde dermed en god gård (matr. nr. 3 - 1688).
(A. Paulsen: Sievert Thomsen og hans slægt. 1967, Side 123.)
(Slægtshistorisk Institut, Slægtsbog over slægten Helstrup (Bang) fra Snejberg sogn, side 32)

Først på året 1661 behandledes ved Vrads herredsting en sag om skovenes forhuggelse. Det viste sig, at der i krigens år i Them sogn alene ulovligt var hugget 1432 ege og 1388 bøge. Ridefogeden på Silkeborg, Peder Jensen Mørch, anklagede på lensmandens vegne skovridderen Sivert Hansen i Them og sognets 13 skovfogeder for ikke at have forsvaret de skovparter, som var dem betroet. Ridefogeden påstod, at de havde forbrudt deres gårdes fæste og var strafskyldige, fordi de intet havde gjort mod ødelæggelserne, ja, endog selv hugget mest.
Imod denne anklage mødte skovrideren og skovfogederne med et tingsvidne af Hids herredsting, fremlagt af Thomas Jacobsen og Las Christensen i Tollund og 27 medbrødre. Heri hed det: "I året 1657, på den tid, da svensken blev landet mægtigt, lod de deres folk hugge i kongens skove i Vrads herred en ganske hob træer til palisader, rustvogne, brandved og andet deres brug. Desforuden gav de enhver frit forlov at hugge, på det at ugeskatten kunne dem tilbringes.
Da svensken forlod landet, og de kejserlige brandenborgske og polakker blev her i lenet indkvarteret, kom der polakker til Them sogn ungefær 14 dage før kyndelmisse 1659. Disse begyndte så hårdelig og strengelig at håndtere dem, at de fattige folk i Them sogn ingenlunde kunne blive ved hus og hjem, men måtte søge plads på andre steder indtil en måned før Sankt Mikkelsdag. Imidlertid lod rytterne deres korn opmeje på marken og bortføre deres boskab af husene og spolerede deres gårde ilde. Under alt dette blev skoven meget ilde medhandlet, nedhuggen og bortført, men hverken skovrider eller skovfogeder var mægtige at forhindre det, formedelst rytternes og officerernes medhold.
Det svar til Peder Mørch, som de sagsøgte skovfogeder og skovrideren fremlagde, var af ligenende indhold. De tilføjede, at da det hverken havde været dem muligt at forsvare hus og hjem eller sig selv - mange mennesker var blevet enten pint til døde eller druknet - så meget mindre havde de kunnet afværge skovskaden. Det kunne de bevise yderligere, hvis der gjordes behov. De formente, at de måtte være lovlig undskyldt og fri for Peder Mørchs tiltale.
Herredsfogeden ville ikke dømme i sagen, men henviste den til en højere ret, altså landstinget. Hvordan det gik her vides ikke, men hele sagen var måske en formel retsforfølgelse, i hvert fald beholdt de alle gårdene, skovrideren mistede ikke sin bestalling, og de anklagede fortsatte som skovfogeder.
(A. Paulsen: Sievert Thomsen og hans slægt. 1967, Side 112ff.)

Nævnt i "Slægtsgaarden Rudstrup" i forbindelse med de processer, der kørte i forbindelse med ulovlig skovhugst under svenskekrigene.
(Slægtsgaarden Rudstrup i Them sogn. Gennem 400 aar.. 1950 - 1951, 1950, side 36 ff.)

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Skovridder.

Sivert blev gift med Ane Jensdatter. (Ane Jensdatter blev født omkring 1620.)

Sivert blev derefter gift med Anne Jensdatter omkring 1645. (Anne Jensdatter blev født i 1622,⁷⁴ døde i 3-1692 i Them, Vrads, Skanderborg, Danmark ⁷⁴ og blev begravet den 6-3-1692 i Them, Vrads, Skanderborg, Danmark.)